Oprindeligt er jeg uddannet socialpædagog, og med afsæt i neuropædagogikken og rehabiliteringstanken lavede jeg i mange år idræt med voksne mennesker med betydelige og varige funktionsnedsættelser. Sidenhen var jeg leder i en årrække, og det var i forbindelse med en opsigelse efter eget ønske af et mellemlederjob i en af landets største kommuner, jeg stiftede bekendtskab med Body SDS for første gang.
En anelse stress-ramt og lidt rundforvirret mødte jeg en fantastisk behandler, der i den grad vendte min verden på hovedet. Og siden jeg er startet på min SDS-rejse har jeg oplevet mere lindring og flere perspektiver end nogensinde før.
En kronisk hovedpine gennem 25 år er blandt andet så godt som forsvundet. En hovedpine, der i tidens løb har betydet utallige scanninger, undersøgelser, medicin og famlen efter andre behandlingstilbud end i det etablerede sundhedsvæsen. En hovedpine, der også betød betydelig begrænsning i legen med ungerne, næsten ingen træning og mange afbud til sociale arrangementer. Så den følelse, der kom, da hovedpinen lettede, kan slet ikke beskrives!
Privat er jeg gift med Brian og sammen har vi Sophie på 18 år og Mille på 15 år. Med til familien hører også vores firbenede “lillebror” Simba.